Diablo Update - Flere bæredygtige boliger kan være på vej i Årslev

12.04.2018
De knap 4.000 indbyggere i Årslev skal de kommende år gerne blive til endnu flere.

Faaborg-Midtfyn Kommune har nemlig ambitioner om, at byen skal være et af de helt store trækplastre for tilflyttere og de mange kommende beboere skal bo i bæredygtige boliger.

Inden længe kan de første beboere flytte ind i byens helt nye og bæredygtige almene boligbyggeri, som er det første af sin slags på Fyn.

Samtidig er der gang i en arkitektkonkurrence om at skabe en ny bydel med omkring 500 nye bæredygtige boliger.

Og nu har kommunalbestyrelsen så netop sat gang i udarbejdelsen af en ny lokalplan, der skal bane vejen for endnu en bæredygtig bydel med 200 boliger, herunder både andelsboliger og udlejningsboliger.

Første etape af projektet ønskes udført allerede næste år mens resten forventes gennemført løbende frem mod 2030.