Diablo Update - Fyns Politi rykker hurtigere ud
Fyns Politi er samlet set blevet hurtigere til at rykke ud, når de får anmeldelser om for eksempel overfald, røverier eller igangværende indbrud. Det viser nye tal fra Rigspolitiet ifølge TV2 Fyn.
Fra 2016 til 2017 er den gennemsnitlige responstid på Fyn således faldet fra 11,5 til 9,5 minut. Dermed lå responstiden på Fyn i 2017 på linje med landsgennemsnittet.
Der er dog store lokale udsving i responstiden i de fynske kommuner.
I 2017 havde Odense og Svendborg den korteste gennemsnitlige responstid på Fyn med henholdsvis godt 7 og knap 8 minutter, mens responstiden i gennemsnit var 17,5 minut i Faaborg-Midtfyn Kommune og på Ærø og Langeland tog det i gennemsnit henholdsvis knap 21 og knap 22 minutter inden politiet nåede frem.
Antallet af politiudrykninger på Fyn er i øvrigt også faldet fra omkring 2.600 i 2016 til cirka 2.300 i 2017.