Diablo Update - Husk: i morgen er Store Hyledag

01.05.2018
I morgen er det første onsdag i maj - dagen som af Beredskabsstyrelsen er udråbt til Store Hyledag.

Det er den ene gang om året, hvor landets sirenevarslingssystem testes med lyd og det sker altså i morgen klokken 12.

Testen udføres for at sikre, at sirenerne virker som de skal, men også for at borgerne kender lyden og ved, hvad de skal gøre, hvis de hører sirenerne.

Og siden sidste års test har sirenernes hylen fået en lidt ændret betydning og nu betyder sirenernes advarsel:

Gå ind og søg information hos DR eller TV 2.

- Det er en forsimpling af sirenernes tidligere budskab. Det nye budskab er dermed lettere at huske – og et simpelt budskab er altid en fordel i en krisesituation, siger Lars Aabjerg Pedersen, der er fungerende kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen.

Udover sirenerne bliver app’en Mobilvarsling også testet på Store Hyledag. Så hvis du har hentet app’en på din mobiltelefon, vil den altså også larme i morgen klokken 12.