Diablo Update - Politisk flertal vil ikke støtte ulovlig kystsikring på Ærø

02.03.2018
Ærø Kommune skal ikke bakke op om den ulovlige kystsikring bestående af flere hundrede juletræer, der for nylig er blevet etableret på landtangen Eriks Hale ved Marstal.

Det har et snævert flertal i kommunalbestyrelsen bestående af Socialdemokratiet, Venstre og SF besluttet, skriver Fyns Amts Avis.

Kystdirektoratet har ikke givet tilladelse til kystsikringen med juletræer og kræver derfor træerne fjernet igen, men myndighederne ved ikke, hvem der står bag den alternative kystsikring.

Og står det til kommunalbestyrelsesmedlem for Ærøs Fremtid, Bent Juul Sørensen, burde kommunen lade træerne ligge som en forsøgsordning, men han fik altså ikke flertal for sit forslag i kommunalbestyrelsen.

Borgmester Ole Wej Petersen var en af dem, der stemte imod forslaget, fordi han ikke mener kommunen kan støtte det ulovlige initiativ.

- Hvis vi støtter selvtægt, hvad så med alle de andre selvtægtsager? Hvis vi skulle lovliggøre dem alle, så ville vi få travlt, siger han til avisen.