Diablo Update - Slots- og Kulturstyrelsen freder Baagøe & Ribers Plads

02.05.2018
Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede Baagøe & Ribers Plads i Svendborg.

Området, der ejes af den lokale ejendomsinvestor, Erik Skjærbæk, har tidligere været genstand for et større politisk slagsmål om kravene til det boligbyggeri, der er planer om at opføre på grunden.

Men siden gik Slots- og Kulturstyrelsen ind i sagen for at undersøge, om området bør fredes på grund af de eksisterende bygningers kulturhistoriske og arkitektoniske værdier og nu bliver fredningen altså en realitet.

I et høringssvar i forbindelse med fredningssagen har Erik Skjærbæk tidligere truet med at droppe byggeprojektet på grunden og kræve en erstatning fra staten på mellem 50 og 60 millioner kroner i tilfælde af en fredning.

Enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen, Merete Lind Mikkelsen, forklarer om baggrunden for fredningen, at bygningerne anses for at være et hovedværk i dansk erhvervsbyggeri og de er så bevaringsværdige både i det ydre og indre, at de bedst bevares gennem en fredning.