Diablo Update - Svendborg Kommune fortsætter samarbejdsaftale med GOG
Svendborg Kommune og GOG har indgået en ny treårig samarbejdsaftale, som afløser den tidligere aftale, der har været gældende siden 2015.
Aftalen betyder, at Svendborg Kommune hvert år betaler 225.000 kroner til GOG, hvilket er lidt mindre end i den tidligere aftale, hvor GOG fik 250.000 kroner årligt.
Til gengæld for de 225.000 kroner får Svendborg Kommune synlighed og promovering i forbindelse med GOG's kampe, men derudover indebærer aftalen også, at GOG-spillerne kommer ud på skolerne i Svendborg Kommune og underviser et antal timer hvert år.
GOG skal desuden være vært for en inspirationsdag for folkeskolens idrætslærere ligesom omegnsklubberne får mulighed for en gang om året at møde GOG’s ledere, trænere og spillere til et inspirationsarrangement.
Aftalen træder i kraft 1. august og løber frem til udgangen af juni 2021.