Diablo Update - Sydfynske borgmestre vil have lavere billetpriser på Langelandsfærgen

20.03.2018
Det skal være billigere at sejle med Langelandsfærgen mellem Spodsbjerg og Tårs. Det mener Langelands borgmester Tonni Hansen og han bakkes op af Svendborgs borgmester, Bo Hansen, samt borgmestrene i Guldborgsund og Lolland Kommune. Det fortæller Fyns Amts Avis.

De fire borgmestre mener, at det vil være urimeligt, hvis billetpriserne på Langelandsfærgen ikke sænkes, nu hvor det er blevet billigere at køre over Storebæltsbroen.

Tonni Hansen siger til avisen, at det lige nu ikke handler om de store penge for Langeland Kommune.

Men på sigt frygter han og de øvrige borgmestre, at bilisterne i stigende grad vil vælge den billigere tur over broen til skade for turismen, mobiliteten og udviklingen i kommunerne omkring færgeruten mellem Spodsbjerg og Tårs.

Derfor har borgmestrene nu bedt transportminister Ole Birk Olesen om at rette på det, de kalder et "skævt konkurrenceforhold" mellem Storebæltsbroen og Langelandsfærgen.