Diablo Update - Ægtepar vil igen lave kursuscenter på Holmegaard
Ejeren af det tidligere asylcenter Holmegaard ved Bagenkop vil igen forsøge at omdanne stedet til øvelses- og kursuscenter. Det skriver Fyns Amts Avis.
Ægteparret Henrik og Camilla Otkjær satte i 2009 gang i at omdanne Holmegaard til et militært øvelses- og kursuscenter, der skulle have skabt arbejdspladser og trukket tusindvis af kursister til Langeland.
Projektet fik adskillige millioner i støtte fra blandt andet EU og Vækstfonden, men centeret blev aldrig en realitet, da parret i stedet valgte at udleje Holmegaard til Udlændingestyrelsen, som i en årrække brugte Holmegaard som asylcenter.
Sidste år blev parret dømt for bedrageri og fik betingede fængselsstraffe for at have misbrugt en del af de offentlige støttemidler til projektet til private formål, men det afholder altså ikke parret fra igen at forsøge at få liv i de tomme bygninger.