Diablo Update - Efter udsolgt Heartland: Flere gæster og overskud næste år

04.06.2018
Årets Heartland Festival ved Egeskov Slot er veloverstået og med 14.000 gæster og 4.000 frivillige sætter festivalen rekord i forhold til deltagerantal.

Men der er plads til flere, helt op til i alt 25.000 gæster, siger greven på Egeskov Slot og medarrangør af festivalen, Michael Ahlefeldt, til TV2 Fyn.

Festivaldirektør Ulrik Ørum-Petersen er overordnet godt tilfreds med festivalen, omend der var problemer med parkering og for lavt lydniveau ved flere koncerter.

Årets festival lover dog godt for fremtiden og direktøren forventer, at festivalen fra næste år vil begynde at give overskud.

Faaborg-Midtfyn Kommune støtter festivalen økonomisk og borgmester Hans Stavnsager er også en glad mand ovenpå festivalen, hvor frivillige borgere har ageret ambassadører for kommunen:

- Det at vi har 60 frivillige der render rundt og knokler en vis legemsdel ud af bukserne for at give gæsterne en god oplevelse, det er noget, der virkelig giver genklang rundt omkring i landet, siger han.