Diablo Update - Faaborg-Midtfyn Kommune genovervejer døgnpleje på øer

24.05.2018
Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune skal endnu en gang tage stilling til, om det er i orden, at beboere på Lyø og Avernakø ikke kan modtage døgnpleje fra kommunen i deres hjem.

Efter klager fra de to øer slog kommunen ellers sidste år fast, at øboerne kun kan få hjælp fra kommunen i de timer på døgnet, hvor færgen sejler og at øboerne i stedet må flytte ind midlertidigt i en af kommunens plejeboliger på Fyn, hvis de i en periode har behov for døgnpleje.

Siden er Ankestyrelsen blevet bedt om at se på sagen, men styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om Faaborg-Midtfyn Kommune kan fortsætte sin praksis.

Derfor vil Sundheds- og Omsorgsudvalget nu have, at Kommunalbestyrelsen tager stilling til, hvorvidt kommunen skal etablere døgnpleje på øerne hurtigst muligt, uagtet Ankestyrelsens manglende afgørelse.

Ifølge et estimat fra forvaltningen vil det koste mellem en og halvanden million kroner årligt at etablere døgnpleje på øerne.