Diablo Update - Finanslov med gaveregn over Ærø

03.12.2018
Ærøboerne har god grund til at være i ekstra godt julehumør oven på offentliggørelsen af Finansloven, der indeholder flere store bevillinger til Ærø.

En lang kamp for at få en udvidelse af Søby Havn på Finansloven bar endelig frugt med en bevilling på 75 millioner kroner til projektet.

Derudover får Motorfabrikken Marstal en halv million årligt i fire år til at omdanne stedet til et innovativt maritimt iværksætterhus.

- Finanslovsbevillingen er en meget synlig og konkret anerkendelse af det maritime erhverv på Ærø og dets potentiale for at gøre endnu mere for Det Blå Danmark og den grønne udvikling. Det er vi både glade for og stolte over, siger Ærøs borgmester Ole Wej Petersen.

Derudover får Ærø som en af landets mindste kommuner en særlig økonomisk håndsrækning på 10 millioner kroner i ekstra tilskud i både 2019 og 2020.

Endelig afsætter Finanslovsaftalen ekstra penge til billigere færgebilletter, støtte til en kommende fælles standardfærge, som kommuner med egne øer kan gøre brug af samt et særligt pendler-fradrag til øboer.