Diablo Update - Langelandsk opfordring til fælles fynsk fodslag
Fynske og fynskvalgte politikere bør nu gå sammen om at presse på i Folketinget for en redningsplanke til den lukningsdømte VUC-afdeling på Langeland.
Det mener den sydfynske folketingskandidat for Socialdemokratiet, Bjørn Brandenborg og næstforperson for Alternativet på Langeland, Jette Purup.
I et brev til de siddende fynske og fynskvalgte folketingsmedlemmer samt fynske folketingskandidater beder de om, at alle i deres respektive partier nu presser på for at få fremskyndet udmøntningen af en pulje på 60 millioner kroner til nødlidende VUC-afdelinger, så pengene måske kan nå at komme VUC på Langeland til hjælp.
På et åbent samråd om sagen for små to uger siden anerkendte undervisningsminister Merete Riisager, at det haster med at få pengene ud at arbejde, fordi det er nu, der er brug for at hjælpe mindre VUC-afdelinger i en overgangsperiode til det nye uddannelsestilbud FGU er på plads.
Endnu er der dog ikke indkaldt til forhandlinger og derfor er der brug for et fælles fynsk pres for at komme i gang, mener Bjørn Brandenborg og Jette Purup.