Diablo Update - Lokal entreprenør bygger nye langelandske seniorboliger
Når de forfaldne bygninger på den såkaldte Daloon-grund i Rudkøbing er fjernet om rundt regnet tre måneder, så bliver det en lokal entreprenør, der rykker ind og skal udføre en stor del af arbejdet med at opføre 33 seniorboliger på grunden.
Ifølge Fyns Amts Avis har den langelandske entreprenør Alf Jensen fået den 20 millioner kroner store opgave at opføre bebyggelsens fire råhuse.
Dermed vil op mod halvdelen af virksomhedens omkring 30 medarbejdere blive beskæftiget på byggeriet, oplyser direktør og byggeleder Jim Jensen til avisen.
De første boliger ventes klar til indflytning sidst på sommeren næste år og omkring 90 potentielle lejere er skrevet op til de i alt 33 boliger.