Diablo Update - Stabil taxadækning på Ærø fra på mandag

03.05.2018
Fra på mandag bliver det igen muligt at få en taxa næsten alle døgnets timer på Ærø.

Ifølge Fyns Amts Avis har Ærø Kommune indgået en aftale med Taxa Syd i Odense, hvor ærøboerne fremover kan bestille en taxa døgnet rundt, undtaget mellem midnat og klokken fire om morgenen på hverdage.

Taxa Syd var de eneste, der bød på opgaven, da Ærø Kommune sendte taxakørslen i udbud og selskabets direktør Tadzudin Kasami roser Ærø Kommune for at prioritere at sikre borgerne en ordentlig taxadækning.

Aftalen betyder, at Ærø Kommune kompenserer Taxa Syd økonomisk, på de dage, hvor der er for lidt at lave for de to taxaer, der i første omgang kommer til Ærø.

Taxadirektøren forventer dog, at der er noget at komme efter på Ærø og når kontrakten udløber 31. marts næste år vil kommunen og Taxa Syd sammen evaluere forløbet og behovet for taxakørsel.