Diablo Update - Statsministeren åbner genopfrisket industriuddannelse i Svendborg

10.10.2018
Fra januar næste år kan unge sydfynboer starte på en toptunet udgave af uddannelsen til industritekniker på Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier.

Mange industrivirksomheder mangler faglært arbejdskraft og derfor satte skolen tidligere i år gang i et samarbejde med Industrien Sydfyn og lokale virksomheder om at øge søgningen til uddannelsen.

Formålet med den fælles indsats har været dels at rejse penge til indkøb af tidssvarende maskiner til uddannelsesbrug, dels at kunne garantere praktikpladser til de kommende elever.

Og med en million kroner til køb af maskiner og garanti for 15 praktikpladser er første del af missionen lykkedes til fulde, fortæller direktør på Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier, Allan Kruse.

Den officielle åbning af det såkaldte IndustriLab sker den 5. november, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen klipper den røde snor.

Åbningen af IndustriLab følges op af en kampagne, der skal øge kendskabet til uddannelsen og de efterfølgende jobmuligheder.