Diablo Update - Stor donation sikrer nye tiltag på Svendborgs store fødevaremarked

11.06.2018
Om mindre end fjorten dage er det tid til Kulinarisk Sydfyns store fødevaremarked i Svendborg.

Ligesom sidste år vil der være kulinariske oplevelser flere steder i Svendborg allerede i dagene op til markedet og med en stor donation fra Fonden for Fynske Bank har Kulinarisk Sydfyn fået mulighed for at give den hele armen.

Donationen på 150.000 kroner skal sikre, at Kulinarisk Sydfyn kan præsentere nye, unikke oplevelser både før og under fødevaremarkedet, så det bliver mere end "bare" et fødevaremarked.

Målet er at tiltrække mest mulig opmærksomhed til de lokale fødevareproducenter, så gæster og ildsjæle får øjnene op for, at Sydfyn er et kulinarisk mekka hele året og ikke kun i en lille uges tid i juni, forklarer formand for Kulinarisk Sydfyn, Dorthe Hoff Erichsen.