Diablo Update - Store flyttedage i kommunen
Byrådet i Svendborg Kommune har vedtaget en række besparelser og arealeffektiviseringer, som i den kommende tid får stor betydning for kommunens medarbejdere. Der skal nemlig flyttes lokaler til den helt store guldmedalje.
På den måde kan kommunen opsige nogle lejemål, og i stedet benytte egne bygninger. For eksempel flytter nogle afdelinger fra rådhuset i Svendborg centrum til rådhuset i den tidligere Egebjerg Kommune, mens andre blot skal fragte sine flyttekasser ned på Frederiksø i Svendborg.
Til december venter også en mindre rotation. Borgerservice flytter op til Svendborg Bibliotek, mens den nuværende borgerservicebutik kommer til at huse Jobcentret.
På Svendborg Kommunes hjemmeside er det muligt at orientere sig om de nye adresser.