Diablo Update - Styregruppe lægger op til at nedjustere vandaktivitetscenter i Bagenkop

07.06.2018
Det kniber med at skaffe fuld finansiering til det ambitiøse projekt om etablering af et kraftcenter for vandaktiviteter i det gamle færgeleje i Bagenkop Havn.

Derfor lægger styregruppen bag projektet nu op til, at projektet gennemføres i en mindre udgave.

Langeland Kommune har sagt ja til at bidrage til projektet ved at anlægge en bølgebrydende mole ved havnen til 7 millioner kroner under forudsætning af, at de resterende 15 millioner kroner til projektet blev skaffet.

Det er endnu ikke lykkedes fuldt ud, omend flere fonde har udvist positiv interesse, og derfor kan en løsning blive, at projektudgiften på 22 millioner skæres ned til mellem 7 og 9 millioner og at projektet gennemføres uden den kommunalt finansierede mole.

Det vil være en fordel i forhold til yderligere fondssøgning, men et projekt uden den lægivende mole vil til gengæld begrænse mulighederne for vandaktiviteter i havnebassinet.

Det er en løsning, som politikerne i kommunens økonomiudvalg har sagt god for og anbefaler overfor Kommunalbestyrelsen, som nu skal træffe den endelige afgørelse i sagen.