Diablo Update - Svendborg Kommune vil hjælpe 3.600 borgere med at blive idrætsaktive
Byrådet i Svendborg har netop godkendt en aftale, der gør Svendborg til såkaldt Bevæg dig for livet Visionskommune.
Med aftalen forpligter kommunen sig til at rulle en række indsatser ud, der skal øge idrætsdeltagelsen med 10 % på tværs af alle aldersgrupper i kommunen inden 2022.
Det betyder, at 3.600 flere borgere skal være aktive enten i foreningslivet eller som selvorganiserede idrætsudøvere.
Indsatserne målrettes især teenagere og unge voksne, børnefamilier, socialt sårbare og udsatte borgere samt seniorer over 60 år, hvor der ventes at være størst potentiale for at gøre flere idrætsaktive.
Som en del af aftalen vil kommunens idrætsforeninger blive tilbudt et skræddersyet udviklingsforløb, der skal styrke de enkelte klubber og ruste dem bedre til at tiltrække og fastholde nye medlemmer.