Diablo Update - Svendborg kravler opad på Dansk Byggeris rangliste over erhvervsvenlighed

21.06.2018
Svendborg Kommune er nu med i den bedste tredjedel af landets kommuner i Dansk Byggeris årlige analyse af kommunernes erhvervsvenlighed.

I år er Svendborg Kommune således nummer 33 mod en placering som henholdsvis nummer 45 sidste år og 59 året før.

Analysen måler kommunernes erhvervsvenlighed baseret på 30 indikatorer og mens Svendborg ligger i den tunge ende når det gælder indkomstskat, erhvervsfrekvens, langtidsledighed og gebyr på byggesagsbehandling, så er kommunen helt i top på andre parametre.

Svendborg er for eksempel nummer 1 blandt kommunerne målt på dækningsafgift, udbudspolitik og dialogmøder ligesom kommunen også opnår en placering blandt de bedste når det gælder tilgængelighed og åbningstider samt udviklingen i antallet af nye virksomheder.

Svendborgs borgmester Bo Hansen kalder kommunens opstigning på ranglisten for "resultatet af det store arbejde, der gjort i kommunen".

- Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal være tilfredse, der er stadig plads til forbedring, og vi skal til stadighed lægge os i selen for at blive bedre, men vi er godt på vej, siger Bo Hansen.