En Ny Dag - Faaborg-Midtfyn Kommune søger 50 millioner til sundhedshus i Faaborg

21.03.2019
Faaborg-Midtfyns Kommunalbestyrelse har nu godkendt, at kommunen søger om penge til et Sundhedshus i Faaborg.

Kommunen søger om 50 millioner kroner fra en statslig pulje til læge- og sundhedshuse og derudover vil kommunen selv bidrage med knap 3,5 millioner kroner i form af enten en egnet byggegrund eller en eksisterende kommunalt ejet bygning.

I ansøgningen hedder det, at Sundhedshus Faaborg skal etableres på en egnet grund centralt i Faaborg og huset skal være med til at understøtte byens handelsliv samtidig med, at der er mulighed for handicapvenlig tilgang til bygningen samt rigelige parkeringsmuligheder.

Derudover er det håbet, at et sundhedshus vil gøre det lettere at rekruttere nye læger til Faaborg og omegn, der er et af de områder der er i stor risiko for at komme til at mangle praktiserende læger i fremtiden.

Både nuværende læger i lokalområdet og Region Syddanmark bakker op om ansøgningen og ønsket om et sundhedshus i Faaborg.